25 g gær
4 dl vand
3 dl fuldkornsmel (gerne en blanding af durum, hvede, rug)
1 dl havregryn
lidt hvedeklid
3 dl hvedemel
1 spsk mørkt maltmel (kan undværes), f.eks. knækkede hvedekerner
1-2 spsk flydende margarine
1 tsk salt
Gæren opløses i det kuldslåede vand, salt og margarine tilsættes. Tilsæt de grove meltyper og lidt af hvedemelet og rør dejen sammen med en træske. Tilsæt derefter hvedemel lidt ad gangen til dejen kan slippe skålen. Vip dejen ud på bordet og ælt den godt nogle minutter (tilsæt mel undervejs, til dejen akkurat slipper fingrene). Lad dejen hæve ca. 1 time til den er hævet til dobbelt størrelse.
Del dejen i 2 lige store dele, form disse til 2 tykke pølser, og del hver pølse op i 6-10 lige store klumper, som efterfølgende formes til boller, som sættes på en bageplade (12-20 stk) og efterhæver ½-1 time til de har fået en passende størrelse.
Pensles med vand (f.eks. fra en forstøver) og bages i en forvarmet ovn ved ca. 175 grader i 20-22 minutter.
Bollerne er velegnede til frysning, på den måde har man nemt adgang til frisk brød i mange dage efter bagningen. Bolt tø det op, evt. i mikroovn, og brødet er lige så godt som friskbagt :-)
Jeg er begyndt at bage 3-dobbelt portion (bagt samtidig i varmluftovn) - med boller i forskellig størrelse: 10 store fladpressede, som bruges til burgere, og 20 mindre, som formes som miniflûtes, og endelig 20 mindre runde boller.
Der kan varieres uendelig meget omkring de grove meltyper, men det er min erfaring, at ca halvdelen af melet skal være almindeligt hvedemel for at give tilstrækkelig hævning og dermed luftige boller.